Helge Christensen

Helge Christensen (1913 – 1986) tegnede og malede fra sit 6. år. En personlig kontakt som 16-årig med maleren Johannes Larsen blev af betydning for den motiv-verden, fuglene, som han i de følgende år udforskede. Han opholdt sig omkring 10 år i København, hvor han arbejdede på Den Kongelige Porcelænsfabrik og tog privatundervisning hos maleren Carl Schwenn, men Hindsholm og Nordfyn blev hans foretrukne opholdssted.

Efter den første udstilling i Odense 1933, hvor figurmalerier og landskabsmotiver med fugle dominerede, fulgte en forstærket koncentration om strandens rige verden med fugle, sten og både. I slutningen af 1940’erne udvidede han samarbejdet med malervennen Johannes Andersen, med hvem han udstillede, og sammen deltog de også i den musikalske trio Gaardsangerne.

Fra omkring 1960 fik Helge Christensen en del store udsmykningsopgaver, begyndende med Provinsbankens afdeling i Kerteminde. Motiverne, fugle og både, blev mere og mere abstraherede i kubistisk orienterede farveflader. Farverne var neddæmpede, men nogle ophold på Christiansø i 1960erne betød en større og større beherskelse af lysets brydninger, malet som farvefacetter.

Billede af Helge Christensen maleriet "Måge på Kerteminde Havn"
Helge Christensen "Parti fra havnen" kunstværket